På en lille bar i Aarhus dyster landets bedste bordfodboldspillere side om side med totale nybegyndere. For Nikolaj Bjerge, der afholder turneringen, er målet ikke at vinde, men at sprede sin glæde for sporten til nye spillere.  

Laurits Otto 

En skurrende lyd af bolden, der ruller, fylder rummet. En gang i mellem giver stængerne en metallisk klang, når en af de små figurer rammer bolden med klask. Pigen på den ene side af bordet griner panisk. Det er en af de første gange, hun spiller bordfodbold i sit liv. Om lidt skal hun møde nogle af landets bedste spillere.  

Pludseligt svinger døren op og gadens kolde aftenluft blander sig med lyden af Talking Heads. En gruppe mænd i mørkt overtøj træder ind i den lille bar. Nærmest inden mændene når de tre skridt, der er fra døren til disken, er bartenderen begyndt at line velkomstshots op til deltagerne.  

30-årige Nikolaj Bjerge, der står for at afholde den ugentlige onsdagsturnering, tørrer kridttavlen blank for sidste uges resultater og begynder at skrive dagens hold på. Niko-Tiin og Jet-lag lyder nogle af holdnavnene. Længst fra indgangen skjuler en bås fem gæster i midt tyverne, der sidder og drikker øl og spiller kort. De bliver også lokket med, og Nikolaj tilføjer dem til tabellen som “Føtex” og “Seven Eleven”. Imens dukker flere nye ansigter op på baren Sway under broen ved åen i det centrale Aarhus. Det er både mænd og kvinder, nogle i start tyverne, andre oppe i trediverne. “Fem minutter, så starter vi” råber Nikolaj over til baren. 

Nikolaj Bjerge har sammen med sin tvillingebror i samarbejde med Århus Bordfodboldforening afholdt bordfodboldtuneringen på Sway siden 2016. Og så er han i øvrigt rangeret som nummer syv i Danmark med sin duo-makker Alexander Bjerre, som også er med til at afholde turneringerne. Men for Nikolaj handler i aften ikke om resultater. Han forklarer, at målet med turneringen er at holde gang i det aarhusianske foosball-fællesskab og sprede lysten til bordfodbold til nye spillere.    

“Det bedste ved at afholde turneringen er at opleve, at andre brænder for det samme som jeg selv. Jeg bliver især glad, når jeg ser helt nye spillere få øjnene op for min store passion – det er virkelig fedt.”  

Der bryder et kollektivt hvin af begejstring ud hos “Føtex” og “Seven Eleven”, der blev lokket til fra båsen, da de hører, at flere af turneringens spillere tilhører nogle af Danmarks bedste. Hurtigt tilslutter de sig flokken af blikke, der opmærksomt følger boldens lynhurtige bevægelser frem og tilbage mellem metalfigurerne i gruppespillets første kamp.  

Det hele foregår i midten af rummet. Her står bordfodboldbordet oplyst af LED-strips. Benene i den ene ende hviler på to servietter, fordi gulvet hælder. Stængerne er tykke og figurerne tunge, støbt i metal. Banens belægning har et særligt greb om boldens rug overflade. Det er et rigtigt bordfodboldbord ifølge dem på baren. Et bord, hvor mange års finpudsning af spillets mindste detaljer, kan udføres til perfektion. Her overlades intet til tilfældighederne som på de såkaldte “glasborde” på de fleste andre barer i Aarhus, hvis glatte overflade og lette plastfigurer, gør det sværere at udføre rutinerne med præcision.  

Nikolaj trækker overrasket på smilebåndet ved tanken om, at kærligheden til bordfodbold skulle stamme af en interesse for fodbold. 

 “Det har jeg faktisk aldrig tænkt over,” griner han. 

“Vi snakker aldrig om fodbold. Jeg tror faktisk ikke, der er en eneste her, der går op i fodbold.”  

Han synes, at bordfodbold mest af alt minder om et spil skak, eller den rubiks cube, han en gang imellem fisker op af Day-bæltetasken og lader glide mellem sine fingre, mens han venter på, at det bliver hans tur ved bordet.  

“De fleste, der spiller, arbejder med IT. Der er rigtigt mange programmører. Jeg tror, det er fordi, spillet handler om at nørde de samme små bevægelser om og om igen, til man har mestret dem til mindste detalje.”

Under kampene bliver lyden af den rullende bold afbrudt af lette klap, når spillerne fører deres håndflader mod bordet, for at kommunikere med hinanden. Når det går allerstærkest, er det som om at spillerne sender morsekoder gennem bordets træramme. Et klap mod medspilleren på ydersiden af bordet betyder “godt gået”, mens det på indersiden af bordet kan betyde, at modstanderes mål vist nok lige var mere held end forstand. Det stammer af, at man til de officielle turneringener ikke må tale sammen, når bolden er i spil. Det gør de dog alligevel på Sway.  

“Lille hund” råber en af spillerne med et smil, da et klap på indersiden af bordet ikke er nok til at udtrykke hans frustration. Latter fylder i den lille bar. Efter hvert mål giver medspillerne hinanden “fist bumps” og efter kampen bliver der givet hånd på kryds og tværs. Dem, der ikke spiller, står rundt om bordet eller sidder på “tribunen” af tre højstole i sort metal for enden af bordet. Andre sidder uden foran baren på træbænke og ryger smøger og drikker øl.   

“Fællesskabet fylder enormt meget. Det betyder, at jeg altid har nogen.” fortæller Nikolaj. 

For nogle år siden startede ham og et par venner en gruppechat, hvor de kunne arrangere at mødes for at spille bordfodbold. I dag har chatten over 140 medlemmer. Når Nikolaj ikke spiller i klubben eller afholder turneringen om onsdagen, mødes han med andre fra chatten. Så kan de tage i byen en fredag aften og spille til de tidlige morgentimer.  

“Selvom vi er passionerede, er der aldrig dårlig stemning, når vi spiller. Vi har det bare sjovt, og det er derfor, det er så fedt at have den her fælles hobby.” 

Nu er Nikolajs største ønske at overtale ejeren af baren Sway, Benny, til at anskaffe sig et bordfodboldbord mere, så turneringerne kan afholdes lidt hurtigere, især for de nye spilleres skyld. I aften tog det næsten fire timer at finde en vinder blandt de ni hold.